Holistisk Massageterapeut

Regler for RAB-registrering

En Registreret Alternativ Behandler, i daglig tale en RAB-behandler, er en behandler, som er medlem af en godkendt brancheforening, og som er godkendt som RAB-behandler af den pågældende brancheforening i henhold til registreringslovens krav. Registreringslovens krav kan læses i lov nr. 351 af 19. maj 2004, der beskriver loven om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere.

Uddannelsen skal have et fagligt nærmere beskrevet antal timer:

    Sammenlagt 660 timer, inddelt på følgende områder:
    • 200 timer anatomi og fysiologi.
    • 100 timer sygdomslære
    • 50 timer psykologi
    • Kursus i udvidet 1. Hjælp.
    • 50 timer i Alternativ patologi
    • 250 timer i det primære fagområde, i dette tilfælde Massageterapi
    • 50 elevbehandlingstimer
    Når de 660 timer er gennemført, og diplomer kan fremvises, kan man søge om momsfritagelse.

Elever med anden faglig baggrund kan søge merit for gennemført pensum.

Den Holistiske Massageterapeutuddannelse på denne skole har i øjeblikket 305 timer på massagelinien. Heri indgår grundkurset med de 75 timer. Alternativ patologi kan tilvælges blandt de supplerende kurser.

Har man en anden massageuddannelse, er det ikke nødvendigt at deltage i vores grundkursus. Ønsker man en RAB-godkendelse, kan man efterfølgende henvende sig til en forening, der dækker det fag, uddannelsen drejer sig om.

Foreningen for Holistiske Terapeuter i Nordjylland, har det mål at opbygge en forening, som kan RAB-registreres for Holistiske Massageterapeuter og andre liniefag, som måtte ønske at blive RAB-godkendt. I brancheforeningen forventer man en forening der:

  • Har eksisteret i minimum 2 år.
  • Er demokratisk i sin opbygning
  • Er i besiddelse af et klagenævn, hvortil forbrugeren kan klage over den behandling, vedkommende har fået af foreningens medlemmer.
  • Er i besiddelse af et etisk regelsæt for god klinisk praksis.
  • Foreningen sørger løbende for at afholde kurser til opdatering af faglig viden.

Som RAB registreret behandler er der et regelsæt med etiske regler, som garanterer forbrugeren en kvalitetsbehandling fra start til slut.

© 2008-12 Optimal Terapi v/ Inger Lise Riis